Jagten på skolens væsen er en fiktiv lydfortælling om en dreng fra år 2050 og hans robot, Antenne, der på en tophemmelig mission efter skolens væsen. I rejsefortællingen rapporteres fra en række historiske nedslag i de forskellige skoletider. Nedslagene perspektiverer fortællingens aktuelle skolelivs-tematikker som læring og disciplin, fællesskab, vilkår, inklusion, afstraffelse. 

Fortællingen udspiller sig som et radiodrama. Et radiodrama er en lydfortælling, som benytter sig af dialog, underlægningsmusik og lydeffekter. Radiodramaet skal få lytteren til at forestille sig fortællingen og karaktererne - uden visuelle input. Et radiodrama kan opleves ligeså stærk og psykologisk medrivende som et teaterstykke.

Radio dramaets greb er, at lade en læringsrobot og et barn fra fremtiden, rejse tilbage i tiden, for at havne i vores tid. De er på jagt efter skolens væsen. De søger at finde et svar på:

•  Hvad skolen er for en størrelse?

•  Hvad er skolens værdier i de historiske nedslag, som de besøger?

•  Kan man forstå værdierne og kan man lære ad dem? Kan man forsvare dem?

•  Hvad adskiller værdierne fra i dag?

•  Hvordan har sammenhængen mellem skole, hverdag og samfundsliv ændret sig?

Dramaet er en stemningsmættet lydfortælling, hvor man oplever det historiske vingesus som en rejse i lydbilleder, fortællinger og stemninger. Denne tilgang er med til at aktivere og inspirere elevernes forestillingsevne og hermed gøre historien levende og aktuel. Det er tæt på teaterets virkemidler og vi kan animere til, at eleverne i arbejdet med emnet bruger deres egne billeder.

Lydhistorien pirrer fantasi og nysgerrighed, og giver et afsæt for et videre arbejde med supplerende undervisningsmateriale.

Hvert afsnit har en længde på ca. en halv time. Hvis du ønsker at bryde afsnittene op i mindre bidder af ca 5-7 minutter, finder du de i alt 19 enkeltstående scener, som udgør radiodramaet, lige her.

Her kan du lytte til de tre afsnit i serien: Jagten På Skolens Væsen: